Gode grunde til at slutte sig til os
Fra GLFPD Wiki, den frie encyklopædi
Hvis du allerede oversætter et frit program, så er der nogle gode grunde til at slutte dig til os:
- Du kan trække på den ekspertise vi har oparbejdet gennem årene, og omvendt kan vi trække på din.
- Vi kan hjælpe med til at rette din oversættelse, f.eks. hvis du sender den ind på postlisten.
- Du kan få din egen projektside på wikien. Ud over at denne kan være nyttig til at skrive stikord til det projekt du arbejder på, kan du bruge den til koordinering. Og den vil helt sikkert også gøre dig mere berømt.
- Hvis du bliver en del af fællesskabet, er der større chance for at du kan finde en hjælpende hånd hvis det kniber med at få tid til en oversættelse.
Hvordan man end vender og drejer det, så står vi stærkest i flok. Helt konkret slutter du dig til os ved bare at melde dig til postlisten og præsentere dig selv og dit oversættelsesarbejde.
Bemærk at selvom flertallet i gruppen måske har en bestemt holdning til hvordan noget skal gøres, f.eks. vedrørende stilen i oversættelserne eller et bestemt ord, så er der ingen tvang. Hvis man følger flertallet, får man mere konsistens projekterne imellem, men man behøver ikke. Du løber altså ikke nogen risiko ved at slutte dig til os; det er højst et spørgsmål om at du får tilsendt lidt ekstra post.